Da Paulus skriver sit andet brev til menigheden i Korinth, er han glad for, at de har vendt om fra deres «mindre ærefulde» handlinger. Paulus havde været tydelig i sin tale til menigheden, og det havde skabt en spænding i deres relation. Han trøster dem med, at Herren tilgiver deres fejltrin, og lægger vægt på, at de som Kristi legeme står sammen i lidelserne. Men han trøster dem også med, at der midt i lidelserne følger en overflod af trøst fra Gud, vores Far i himlen.
I nøden står vi sammen, men vores håb er hos Gud. Det er også Paulus' budskab i dette vers. Da han havde det allermest mørkt, havde han ingen anden mulighed end at stole på Herren. Det var kun Herren, der kunne redde ham fra den visse død.
Gud har givet sit ja!
Det er i denne sammenhæng, Paulus skriver det kendte vers om, at alle Guds løfter har fået deres ja. For i Gud er der ikke både ja og nej. Det, Han har forpligtet sig til, står Han ved. Vores tryghed i dette er den pant, Herren har givet os gennem Helligånden.
Så når vi vender om fra vores synder og søger Herren gennem Hans ord i vores nød, kender vi allerede svaret. For Han har lovet os gennem Helligånden, at svaret er ja! Derfor kan vi også med frimodighed sige amen til alle Hans løfter. Ikke fordi vi dermed har fået vores eget «ja», men for at ære Gud for alle de velsignelser, Han har velsignet os med, og for det håb, Han har givet os om, at vi skal ses igen!
Ja og Amen!